Hvor meget el bruger en elbil?
Som en del af den grønne omstilling vælger mange bilejere at skifte diesel og benzin ud med el. Der er imidlertid mange spørgsmål, der kan dukke op under overvejelserne – herunder hvor meget el en elbil bruger, og hvad det mon kan komme til at koste? I dette blogindlæg giver vi dig et klart billede af, hvor meget strøm en elbil bruger, og hvad det betyder for driftsomkostninger og rækkevidde.
Strømforbrug afhænger af flere faktorer
Strømforbruget i en elbil varierer afhængigt af flere faktorer som f.eks. bilens model, kørestil, vejforhold og kørselsmønster. Generelt måles strømforbruget i kWh per 100 km (kilowatt timer per 100 kilometer). Det betyder helt lavpraktisk, at en elbil med et strømforbrug på 15 kWh per 100 km, bruger 15 kWh strøm, for hver 100 kilometer, den kører.
De fleste moderne elbiler har et gennemsnitligt strømforbrug på et sted mellem 12 og 20 kWh per 100 km. Små og effektive modeller kan have et lavere forbrug, mens større elbiler med kraftigere motorer og større batterier kan bruge lidt mere energi.
Hvordan påvirker din kørsel strømforbruget?
Kørestilen har stor betydning for, hvor meget strøm en elbil bruger. Hvis du kører aggressivt, med hurtige accelerationer og høj hastighed, vil strømforbruget naturligt være højere. Omvendt, hvis du kører jævnt og holder en stabil fart, vil forbruget være lavere.
Også vejforhold som bakker og temperatursvingninger kan påvirke strømforbruget. Kørsel på kuperet terræn og i meget kolde eller varme forhold kan medføre et højere forbrug, da bilen bruger ekstra energi på at tilpasse sig de udfordrende forhold.
Hvad koster det at køre elbil?
For at få en idé om, hvad det koster at køre en elbil, kan man tage elbilens gennemsnitlige strømforbrug og gange det med prisen på strøm. Hvis en elbil bruger 15 kWh per 100 km, og strømprisen er 2,5 kr. per kWh, vil det koste cirka 37,5 kr. at køre 100 km.
Sammenlignet med en benzin- eller dieselbil, er elbiler generelt meget billigere at køre, da strøm er billigere end benzin og diesel. Desuden er der ofte lavere omkostninger til vedligeholdelse, hvilket gør elbiler til et økonomisk attraktivt valg på lang sigt.